Annemette Lønbo er fra 1. juni ansat som økonomikonsulent i KFUM’s Sociale Arbejdes hovedkontor i Middelfart.
Sammen med kollegerne skal Annemette holde styr på pengene til sociale indsatser og understøtte KFUM’s Sociale Arbejdes 230 institutioner og projekter, som har en samlet omsætning på over 550 millioner kroner årligt.
Annemette kommer med mange års solide kompetencer inden for økonomistyring i komplekse organisationer og en stærk erfaring med Lean.
- Jeg glæder mig til at bruge mine økonomiske kompetencer i en organisation, der gør en reel forskel for mennesker i social udsathed. Jeg motiveres af at understøtte ledere og projekter med tydelig økonomisk sparring og skabe tryghed gennem struktur, gennemsigtighed og klare beslutningsgrundlag, siger Annemette
Hun har tidligere arbejdet med team- og projektledelse, økonomistyring og Lean i H.J. Hansen, Energinet, Banedanmark, Arla Foods og Post Danmark. Annemettes uddannelsesmæssige baggrund er en HD i informatik og økonomistyring samt en akademiuddannelse i bæredygtighed og grøn omstilling, ligesom hun har uddannet sig inden for Lean.
Annemette bor i Morud. I sin fritid løber og cykler hun 4-5 gange om ugen, og hun har i mange år været engageret i lokale idrætsforeninger som både formand, instruktør, arrangør, revisor m.m.
KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx mennesker i ensomhed, hjemløshed, psykisk sårbarhed, misbrug, fattigdom samt sårbare familier og andre, som står udsat. KFUM’s Sociale Arbejde er en af Danmarks største sociale, diakonale organisationer med over 230 institutioner og tilbud, flere end 1.200 ansatte og 2.650 frivillige landet over. Landsorganisationen har hovedkontor i Strib ved Middelfart.