Indstilling til årets Arkitekturpris er i gang!

Foto: Svendborg Kommune.
dato

Igen i år fejrer Svendborg Kommune arkitekturen, når kommunens arkitekturråd til oktober uddeler årets arkitekturpris for 42. gang. Har du en bygning, gade eller plads i tankerne, der fortjener særlig opmærksomhed? Indstil projektet nu!

Årets arkitekturpris vil traditionen tro gå til et bygningsværk, enten nyopført, tilbygget eller renoveret, der løfter oplevelsen af vores fysiske omgivelser i Svendborg Kommune – i år med fokus på arkitektur under forandring.

Formand for Svendborg Kommunes Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Arne Ebsen, understreger vigtigheden af forandring:

"Arkitektoniske forandringer er med til at puste nyt liv i vores by- og lokalsamfund og vække stolthed hos borgerne. Ved at transformere eksisterende bygninger og områder skaber vi levende forbindelser til vores historie, samtidig med at vi baner vejen for en tidssvarende og dynamisk fremtid."

Prisen uddeles til et nyere udført værk, dvs. en nyopførelse, en tilbygning, en transformation eller en renovering, der er udført inden for de sidste tre år. Værket skal kunne opleves fra det offentlige rum og være beliggende i Svendborg Kommune.

For at indstille et projekt skal du sende en adresse på projektet, en kort beskrivelse og begrundelse, fotos og gerne tegningsmateriale til plan@svendborg.dk senest den 6. august 2024. Prisuddelingen finder sted på Arkitekturens Dag den 7. oktober.

Spørgsmål kan rettes til byplanlægger Anne Kristine Wesselhoff på tlf.: 29 67 94 85 eller mail: anne.kristine.wesselhoff@svendborg.dk.


https://www.svendborg.dk/nyheder/indstilling-til-aarets-arkitekturpris-er-i-gang
Kilde: Svendborg Kommune